Prisreguleringsklausuler for stålkonstruktioner

Stål – et volatilt råstof

Enhver virksomhed, der forarbejder stål i større mængder, er prisgivet stålprisens udvikling. Det gælder især byggeindustrien, men også mange industrivirksomheder og deres underleverandører. En langsigtet prognose for stålprisen er ikke mulig, for stålproducenterne er selv afhængige af volatile råmaterialer og indgår ikke lange leveringsforpligtelser. De stigende stålpriser i forbindelse med coronapandemien gav i 2021 mange stålforarbejdende virksomheder store problemer. Også tidligere, f.eks. i 2008, har der været lignende pristoppe.

Virksomheder kan dog på forskellige måder beskytte sig mod at skulle bære risikoen for stigende stålpriser. Det kan f.eks. ske med en afdækning via prisreguleringsklausuler eller med passende finansielle instrumenter.

Afhængigt af branchen er der forskelle, der taler for den ene eller den anden løsning.

Prisreguleringsklausuler – tag højde for stålprisens udvikling i kontrakten

Kommentar af Dr. Peter Hammacher, advokat – mediation – voldgift i Heidelberg

Prisreguleringsklausuler er egnede til i det mindste delvis at udligne de risici, der følger af svingende råstofpriser på verdensmarkedet. Kontraktparterne aftaler at gøre faste enheds- eller fastpriser til fleksible priser, der afhænger af prisudviklingen på forprodukterne.

Begge parter kan have interesse heri: Leverandøren aflastes for risikoen for stigende priser og sikrer sine marginer. Han behøver ikke at indregne risikotillæg for usikre stigninger i materialepriserne. Det sænker tilbudssummen og kommer ordregiveren til gode. Stiger priserne, skal ordregiveren dog bære en del af merudgifterne. Ved faldende priser gælder det tilsvarende omvendt.

Prisreguleringsklausuler er, i hvert fald i Tyskland, ikke reguleret ved lov. De skal aftales mellem parterne. Udformningen er – inden for rammerne af god tro og redelighed – overladt til parterne.

Prisreguleringsklausulerne udtrykkes oftest som en matematisk formel, hvor værdier på tidspunktet for kontraktforhandlingen (f.eks. opfordring til at afgive tilbud, indsendelse af et tilbud) eller kontraktindgåelsen (f.eks. underskrivelse af kontrakten eller tildeling) sættes i forhold til et tidspunkt under kontraktens udførelse (f.eks. bestilling, levering til byggepladsen, aflevering).

Overskrides en aftalt toleranceramme, justeres prisen. Jo tættere målepunkterne ligger på de faktiske forhold, desto mere retvisende afspejler klausulen merudgifterne som følge af prisændringen. Forholdet "kalkulation af tilbuddet/betaling af materialeleverandørens faktura" er således mere realistisk end "(eventuelt forsinket) ordretildeling/aflevering af byggeydelsen".

Om og i hvilket omfang priserne er steget, er ligeledes et spørgsmål om betragtningsmåde, for der findes ingen globalt ensartet standard for måling af prisudsving. Kontraktparterne må derfor enten lave deres egen regel (f.eks. gennemsnittet af tre pristilbud) eller blive enige om at lægge tredjeparters opgørelser til grund (f.eks. en råvarebørs, brancheorganisationer, statistikkontorer).

I Tyskland anvendes ved offentlige ordrer formlerne i udbudshåndbogen (Vergabehandbuch) (se Hammacher, Rasante Erhöhung der Stahlpreise – Hilfe durch Stoffpreisgleitklausel? Bauwirtschaft -1/2021, s. 8, kan hentes gratis her). Ifølge Deutscher Stahlbauverband/bauforum Stahl gælder det også for stålkonstruktionsbranchen. Vurderingen er sværere for maskin- og anlægsbyggeri. VDMA e.V. (den tyske brancheorganisation for maskin- og anlægsbyggeri, red.) giver ikke længere anbefalinger eller oplysninger herom, men rådgiver sine medlemmer individuelt.

Som altid er det et spørgsmål om kontraktparternes fair omgang med hinanden, om forhandlingsevner og/eller markedsmagt, om man kan blive enige om en rimelig fordeling af risiciene. Derfor bør man omhyggeligt undersøge retsstillingen og mulighederne. Uden en kontraktlig regulering gælder de lovbestemte grænser, især § 313 BGB "ændring af forretningsgrundlaget". Den tyske lovgiver og efterfølgende mange domstole har dog sat kravene højt.

Om gæsteforfatteren Dr. Peter Hammacher

Dr. Peter Hammacher er advokat med mere end 30 års erhvervserfaring, især inden for anlægsbyggeri og stålkonstruktion, med rådgivning, procesførelse, voldgift, mediation og seminarer.

Blandt hans publikationer er også "Handbuch der Auftragsabwicklung (Amazon-reklamelink) " med brevskabeloner, der primært henvender sig til projektledere inden for stål- og anlægsbyggeri.

Eksempler og skabeloner til prisreguleringsklausuler

Udførlige forklaringer og eksempler på anvendelse af en prisreguleringsklausul ud fra den tyske forbundsstats udbuds- og kontrakthåndbog finder du i kapitel 2 og 3 i denne artikel af Dr. Hammacher.

Meget gode skabeloner til formulering af prisreguleringsklausuler, som du nemt kan bruge i praksis, finder du også hos Wirtschaftskammer Österreich (det østrigske erhvervskammer) via dette link (pdf).

Egnede indeks til prisreguleringsklausuler

Som det fremgår af Dr. Hammachers kommentar ovenfor, skal det ved anvendelse af prisreguleringsklausuler først og fremmest afklares, hvilket indeks de henviser til. Her er et udvalg af stålprisindeks og råvarebørser.

Alternativ hedging – afdækning af stålprisen med finansielle instrumenter

Også uden for byggeindustrien bliver råstoffer, især stål, regelmæssigt indkøbt og forarbejdet. Det gælder først og fremmest serieproduktion i store volumener. Her er det ikke muligt at henføre indkøbsprisen præcist til det solgte produkt. Langsigtede leveringskontrakter kræver desuden en prisstabilitet, som ikke kan opnås ved indkøb af råmaterialer. Man har derfor brug for en generel afdækning mod en stigende stålpris.

Et middel hertil er afledte finansielle instrumenter (derivater). Målet er at beskytte virksomhedens eget stålbehov mod prisændringer. Det er altid kun muligt for en bestemt mængde på et bestemt tidspunkt.

Fordi stål findes i mange forskellige former, blev det først relativt sent opdaget som underliggende aktiv for et derivat. I dag kan man indgå kontrakter på forskellige stålsorter som armeringsstål, valsetråd eller varmvalset bånd på forskellige internationale børser.

Hvordan fungerer hedging af stål?

En forudsætning for afdækning med derivater er, at man kender sit fremtidige stålbehov. Kun så kan man afdække denne stålmængde. Det er naturligvis også muligt kun at dække en del af behovet og dermed i det mindste delvis skabe sikkerhed for omkostningerne. Lad os se på et lille eksempel:

Firmaet Stahlbau GRÜN køber hver måned 1000 tons stål og forarbejder det videre. Med kunderne er der indgået langsigtede leveringskontrakter med faste priser. Virksomheden ønsker at afdække sig mod risikoen for en ugunstig udvikling i stålprisen i de næste 12 måneder. Til det formål erhverver den et finansielt instrument, der giver ret til at købe 1000 tons stål om et år til en pris, der fastlægges i dag.

Når de 12 måneder er gået, køber Stahlbau GRÜN 1000 tons stål hos sin leverandør til den aktuelle markedspris. Samtidig afregnes det finansielle instrument. Her er der to muligheder.

1. 1. Er den aktuelle markedspris højere end den fastlåste pris i derivatet, modtager firmaet Stahlbau GRÜN en betaling svarende til differencen. Man har ganske vist betalt en højere pris for det fysiske stål, men får til gengæld en betaling fra derivatet som kompensation for omkostningerne.
   2. Skulle stålprisen på skæringsdatoen være lavere end aftalt, skal Stahlbau GRÜN betale differencebeløbet til udstederen af det finansielle instrument. Disse omkostninger er dog for størstedelens vedkommende sparet ved indkøbet af det fysiske stål.

På den måde kan man afdække sig mod stigende omkostninger, og stålprisens udvikling udgør ikke længere en risiko i kalkulationen. Til gengæld skal der betales et gebyr til udstederen af det finansielle instrument. Jo længere tid der er til skæringsdatoen, desto højere er gebyret.

Desværre er denne form for afdækning kun noget for virksomheder med et stort stålbehov og tilsvarende ekspertise i handel med finansielle instrumenter.

Risici ved hedging af stål

En forudsætning for hedging er, at det pågældende materiale noteres på en råvarebørs. Af det foregående kapitel fremgår det, at der kun handles få stålsorter. Det indebærer en stor risiko for SMV'er, da de forarbejder plader, profiler og formrør i forskellige materialekvaliteter, som ikke er noteret på børsen. Råstofpriserne korrelerer ganske vist, men de udgør kun en del af markedsprisen. Lokal knaphed, f.eks. på grund af produktionsflaskehalse eller leveringsvanskeligheder, tages der ikke højde for. Enkelt sagt: Hvis en stålentreprenør skal fremstille en konstruktion af sømløse rør, og disse netop er knappe og dermed dyre, betyder det ikke, at hedging på en af de ovennævnte værdier kompenserer for prisstigningen. Denne form for afdækning ville dermed være spekulativ og altså en ekstra risiko. (Jf. Beschaffung Aktuell)

Konklusion: Afdækning mod stigende stålpriser er fortsat et komplekst emne

Afhængigt af hvilken branche du arbejder i, og hvilken position din virksomhed har over for dine kunder, kan du sende eventuelle prisstigninger videre til dine kunder via en prisreguleringsklausul.

For mange virksomheder vil det dog ikke være muligt, og også brugen af finansielle instrumenter er forbundet med risici. I mange tilfælde, især inden for maskin- og anlægsbyggeri, mangler der desuden en passende referenceværdi, hvorved en formodet afdækning af stålprisudviklingen hurtigt bliver til en spekulationsforretning.

Her må virksomhederne navigere på kort sigt og sørge for ikke at indgå for lange forpligtelser.

Om forfatteren